Verdens største containerskib, er 397 m. langt, 53 m. bredt og 7 etager højt.
Der er lidt uenighed om hvor meget det kan laste, Mærsk siger 11000 20 fods containere, men Lloyd's List har beregnet sig
frem til at det kan fragte 13000 måske 13500 containere, heraf 1000 kølecontainere.




Emma bliver slæbt ud fra Lindø.

En folkevandring startede sidst på dagen onsdag d.16-08-2006, vandringen foregik fra det meste af Fyn mod Enebærodde. Det havde
været meddelt i lokalradioen at der allerede om eftermiddagen var ved at være trafikkaos ved Gabet, men jeg regnede med at
det var ved Lodshuse hvor man kan køre i bil helt frem til Gabet. Konen og undertegnede havde aftalt at se skibet fra Enebærodde,
og kørte til Hasmark så vi var der kl. 18.00 for at parkere på den store parkeringsplads, derfra ville vi gå ud til fyrtårnet, en
spadseretur på ca. 5,5 km., bilkørsel kan kun foregå med særlig tilladelse, det var ikke nemt at finde en p-plads, aldrig har jeg
set så mange biler i det område før, men det lykkedes da at parkere et sted hvor den ikke stod for meget i vejen.

Så startede vores vandring, vi var udstyret med hver sin rygsæk, ( indkøbt i TIGEREN for en 20'er pr stk.til lejligheden) der var fyldt op
med madpakker, drikkevarer og regntøj. Der var et mylder af fodgængere og cyklister, der var enormt mange cyklister med kurve
tasker og små cykeltrailere, og fra dem alle lød der flaskeklirren. Turen tog os ca. 1½ time, og i den tid blev vi uophørligt overhalet,
på et tidspunkt blev jeg nervøs for om vi overhovedet kunne få en plads så vi kunne se skibet.

En del kvæg af ukendt race, muligvis skotsk højlandskvæg kiggede undrende på folkevandringen.

Der var stor interesse fra mediernes side kunne man se, der var flere små fly og et par helikoptere der sværmede over fjorden medens
Emma blev bugseret baglæns mod Gabet ved hjælp af 5 slæbebåde.

På det tidspunkt
begyndte jeg at blive nervøs for at vi slet ikke nåede frem i tide, for jeg syntes at Emma kom meget nær, og der var
langt til Gabet endnu. En ting der ikke fremskyndede vores march, var at fruen undervejs havde fået fremelsket en vabel på den
ene fod, det sænkede vores hastighed en del.

Det var da en fandens spadseretur vi var ude på, Emma var alt for nær ved Gabet, hvad nu hvis vi ikke nåede det, og hvis vi
nåede det, kunne vi så overhovedet komme til at se skibet, samtidig med disse alvorlige spekulationer væltede
cyklisterne forbi i en uophørlig strøm. Varmt var det også, vejrguderne viste sig fra
den allerbedste side og lod os få en aldeles pragtfuld sommeraften.

Fyrtårnet på Enebærodde.

Vi nåede frem til Gabet i tide, men vi kom ikke til at vente længe, det var nødvendigt bare at få noget væske, og så udsætte
fortæringen til senere, for at få nogle billeder. Det viste sig at odden er større end formodet, for der var god plads til alle, og
med lidt behændighed lykkedes det mig at komme helt frem til vandet, faktisk stod jeg mindre end en ½ m. fra, og havde derfor
frit "skudfelt" da Emma passerede. Det var fantastisk at se dette store skib passere så tæt på, og se hvor elegant de 5 slæbebåde
manøvrerede for at få skibet sikkert igennem, men det var også en perfekt aften til opgaven, fuld
sigtbarhed og ikke en vind rørte sig.

Det ser ud til at der er lige så mange mennesker i Lodshuse som på Enebærodde.

Så er det endelig spisetid, klokken er efterhånden over 20.00, og sulten melder sig så små, vi spiser vores madpakker og
drikker noget kaffe, medens vi ser Emma blive trukket ud i Kattegat til opankring, hvor den skal ligge til den kan få brændstof
ombord, og derefter påbegynde jomfrusejlads. Tilbageturen påbegyndes så småt, vi er blevet lidt stive i benene efter at have siddet
en ½ times tid, men vi når tilbage til bilen på ca. 5 kvarter, den sidste halve time af vandringen foregår i bælgravende mørke.

Begejstringen er til at forstå, man fornemmer en vis stolthed hos de talrige Lindøansatte der er mødt frem, og klapsalver
lyder da Emma efter at have passeret Gabet giver tre trut i fløjten.




Emma for anker i Kattegat.

Vi er hjemme kl. 23.00 og indtager en velfortjent bajer, efter ca. 11 km. vandring, derefter falder vi i søvn til det reklamebefængte
TV-2, der som sædvanlig brillierer med en genudsendelse af en genudsendelse.